Adios Nicaragua...halohat Honduras

Hej med jer.
Saa er vi ankommet til Honduras efter en meget lang dag i diverse propfyldte chickenbusser. Vi tog turen fra Corn Islands i to etaper. Foerst til bjergbyen Esteli i Nicaraguas hoejland, hvor vi tilbragte en dag blandt cowboyhatte og pickuptrucks. Idag tog vi saa en tolvtimers bustur med fire forskellige busser, over graensen til San Pedro Sula i Honduras. Imorgen fortsaetter vi mod Bay Islands, hvor der skal dykkes og snorkles.
For at afslutte Nicaragua, kan vi berette, at Laguna de Apoyo var en smuk smuk kratersoe, hvor vi slappede med baderinge, toemmerflaade og boldspil i det krystalklare og meget varme vand. Granada blev afsluttet med en bytur med de to tyskere, som vi havde rejst rundt med en uge og et par danskere vi moedte ved lagunen. Det blev dog ikke til det store brag, da reaggaetonmusikken (en meget monoton og insisterende musikgenre, med det samme beat om og om igen) soereme ogsaa er MEGET populaer i Nicaragua. Den er ikke saa festlig i laengden.

Vi tog et MEGET LILLE fly til Bluefields, en gammel soeroeverby paa oestkysten opkaldt efter den hollandske pirat Blewfeldt. Det virkede som om vi var de eneste turister der havde faaet den ide, og det var i det hele taget svaert at finde steder at spise og overnatte. I Bluefields har de en aarlig majfest, med majstang som vi kender det fra bla Sverige. Iflg traditionen kulminerer den sidst i maj, praecis da vi var der. Men der virkede undeligt nok ikke specielt festligt. Det viste sig da ogsaa at regeringen havde fjernet den aarlige stoette pga den foeromtalte busstrejke, og derfor ingen festival i aar. Oev! Oveni hatten blev Magnus mavesloej og maatte blive i sengen paa andendagen og fylde sig med diverse praeperater doneret af den soede vaertinde paa hotellet. Vi besluttede derfor at lade Bluefields vaere Bluefields og flyve videre (i det MEGET LILLE fly) mod Corn Islands.
Turen med baad fra Big til Little Corn var temmelig rough. Boelgerne var helt utroligt hoeje og vi blev fuldstaendigt gennembloedte i den lille baad indtil vi fik en stor pressening over os, saa Signe istedet blev fuldstaendig soesyg af ikke at kunne kigge ud...
Naa men bortset fra det, saa er Little Corn Island det rene paradis paa jord (se evt.vedhaeftet billede). Ingen resorts, biler eller friserede strande. Det hele var lidt raat og mere autentisk med knaekkede palmer, grusstier og manglende vand og stroem. Kokosnoedder, mangoer og stjernefrugter voksede vildt til fri afbenyttelse. Oeboerne taler "Jamaicaengelsk", og er meget venlige. Hvorend man bevaeger sig bliver man moedt med "Hey man", "Whats up man" osv! Vi fandt en skoen lille palmehytte paa oestsiden af oen, lige i strandkanten og med haengekoeje. Tiden paa oen gik med dykning (for Magnus vedkommende) og afslapning. Det var faktisk helt svaert at komme ned i tempo, men utrolig rart.
Dagen foer vi skulle videre, blev Nicaragua ramt af en orkan paa stillehavssiden. Den ramte Managua og Granada voldsomt (25000 mennesker maatte evakueres) og lufthavnen i Managua maatte lukke. Little Corn gjorde sig klar til at faa orkanen at foele. Fiskerne trak baadene langt op paa land og folk tjekkede tv og snakken gik...indtil stroemmen ogsaa gik og vi maatte gaa hjem og nyde stilhed foer stormen. Det blev kun til en storm i et glas vand og vi kunne forlade Little Corn til tiden dagen efter. I lufthavnen paa Big Corn var der temmelig kaotisk pga udsatte flyvninger. Vi var heldige at faa plads paa vores bestilte afgang, men byttede til en senere med to stortudende amerikanske piger, der havde en videre flyvning fra Managua. Eftermiddagsflyet var selvfoelgelig forsinket og vi ankom temmelig sent i Managua hvorfra vi paa et haengende haar naaede den sidste bus videre til Esteli.

Det var ordene for nu... nu vil vi gaa i seng paa vores dormroom her i San Pedro.

Haaber I nyder den varmeste maj i mands minde i DK. Vi nyder ihvertfald livet og hinanden her.

Masser af knus fra os