Nicaragua

Hej hej
Saa er vi godt igang med Nicaragua. Den foer omtalte nationale busstrejke stoppede heldigvis samme dag som vi ankom, saa vi har ingen problemer haft med transport. God timing!
Her er meget anderledes end i Costa Rica. Her er meget meget varmt, meget mindre groent og meget mindre turistet. Det er tydeligt at maerke at de helt sikkert er meget mere fattige her. Igen (som i Cuba) er vi omringet af gadeboern og gadesaelgere hvorend vi befinder os. Naar man koerer gennem landet i de lokale busser ser man ogsaa et virkeligt haardt liv udfolde sig under fire pinde og et bliktag, med en hest af kun skind og ben, der forgaeves forsoeger at finde graes paa den toerre jord. Hver gang bussen stopper myldrer det ind og ud med saelgere af diverse hjemmelavede madvarer, musikken paa bussens skrattende anlaeg er skruet op paa max gas og samtidig kaster de kul, mel, foder osv osv op og ned af bussens tag imens de alle sammen raaber i munden paa hinanden. meget stemningsfyldt og sjovt at opleve!
Vi har boet de foerste dage paa den dobbelte vulkan-oe Isla de Ometepe. En oe opstaaet omkring to vulkaner i Lago de Nicaragua, en kaempe soe i den vestlige del af landet, som er fersk men foeles saa stor som et hav (over 8000 km2). Vi sejlede helt alene i kayak til en lille ubeboet oe, kun forstyrret af broelende broeleaber og pappende papegoejer. Vi lejede cykler og koerte til en lille krystalklar lagune. Vi besteg ogsaa en af vulkanerne (Maderas), som maaske er noget af det haardeste vi begge nogensinde har oplevet. Fire timers meget stejl stigning op til vulkanens top (i hoejt tempo med en raket-guide), derefter ned ad mudrede stier til en meget plumret lagune i kraterets bund. Og saa selvfoelgelig hele vejen tilbage igen. Det kraevede seks liter vand og tog smaa otte timer. Signe var faktisk ved at give op undervejs af bare udmattelse, men Magnus var vedholdende og forklarede hende at "vi er ikke nogen der giver op". Saa hun fik en pakke rosiner og saa hjalp sukkeret lidt til de sidste to timers stigning! Her paa andendagen gaar vi og halter og har svaert ved at klare selv de mindste trappetrin (det goer av i minaret-musklerne!!). Ikke sjovt... Vi har rejst de sidste par dage med to tyskere, som er paa udveksling i Costa Rica et aar (og som taler flydende spansk...goer mange ting lettere). De kan sjovt nok ikke maerke noget siger de (men de er jo ogsaa kun tyve aar begge to!?).
Vi sidder lige nu i Granada, en af mellemamerikas aeldste byer, og kigger paa de sidste draaber fra dagens regnskyld. Her er ufatteligt toert, saa vi gaetter paa at de er glade for regntiden som saa smaat er startet. Granada er ren kolonistil, ligesom vi oplevede det i Cuba, med masser af charme, livlige markeder og huse i alle regnbuens pastelfarver. Der er masser af madboder, som vi har meget lyst til at proeve men naesten ikke toer spise fra af frygt for daarlige mavser. Vi har til gengaeld faaet noget helt fantastisk kaffe (den gaar altid) som jeg skal have snuset op et eller andet sted. Vi lider ellers normalt af at den gode kaffe, som de jo er verdensberoemte for, eksporteres til Europa og kun tredjerangs-kaffen bliver serveret her. I morgen tager vi til det naerliggende Laguna Apoyo og om nogle dage bevaeger vi os saa smaat mod den caribiske kyst.
Haaber som altid at I allesammen har det dejligt derhjemme.
Kh Sickness & Madness
(ja, vores danske navne er svaere at forklare og bliver ofte opfattet lidt skaevt)